Utilsigtede hændelser

Hver eneste dag modtager borgere i kommunen pleje og behandling. I langt de fleste tilfælde går det godt, men nogle gange sker der fejl. Vi vil derfor gerne vide, hvis noget er gået galt for dig eller dine pårørende, så vi kan lære af hændelsen og undgå, at det samme sker for andre.

Luk alle
Åben alle

Hvad er en utilsigtet hændelse?

Når noget går galt i sundhedsvæsenet, taler man om en utilsigtet hændelse. 

En utilsigtet hændelse kan kendes ved, at man som patient eller pårørende tænker: ’Det, der skete her, burde ikke være sket. Det indebærer en risiko eller har betydning for min eller min pårørendes behandling. Jeg vil være sikker på, at fagfolkene lærer af det, der er sket, både der, hvor det skete, og i sundhedsvæsenet generelt’.

En utilsigtet hændelse kan fx være, hvis du eller dine pårørende:

  • får forkert medicin, eller ikke får den ordinerede medicin
  • får en infektion, fx en urinvejsinfektion eller en lungebetændelse
  • får forsinket pleje eller behandling, fx i overgangen mellem sygehus og kommune
  • falder, eller oplever andre typer af ulykker 

Hvem kan indberette en utilsigtet hændelse?

Hvis du har været ude for en utilsigtet hændelse, som har haft betydning for din eller din pårørendes behandling eller pleje, vil vi meget gerne vide det, så vi kan lære af det.

Som patient, eller pårørende til en patient, kan du indberette utilsigtede hændelser, der er sket på sygehuse, på plejecentre, i hjemmeplejen, i genoptræningen, i tandplejen, hos den praktiserende læge eller alle andre steder i sundhedsvæsenet, som leverer ydelser efter Sundhedsloven.

Hvordan indberetter du en utilsigtet hændelse?

Gå ind på www.stps.dk/uth og følg vejledningen. Skriv i skemaet, hvad der er sket, og hvor det skete – gerne så detaljeret som muligt. Sundhedspersonalet bruger oplysningerne til at finde ud af, hvordan man fremover kan forebygge, at det sker for andre.

Du kan vælge at være anonym. Det er dog en ekstra hjælp, hvis du skriver navn og e-mail eller telefonnummer, så du kan kontaktes, hvis der er brug for flere oplysninger.

Din rapport bliver sendt til den person, som er ansvarlig for patientsikkerheden der, hvor hændelsen fandt sted. Her vil hændelsen blive analyseret for at finde ud af, hvordan man kan undgå, at noget lignende sker for andre. Herefter bliver rapporten anonymiseret og sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed, som bruger de utilsigtede hændelser til læring i sundhedsvæsenet generelt.

Du kan læse mere om utilsigtede hændelser her i pjecen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

At sende en beskrivelse af en utilsigtet hændelse er ikke det samme som at søge erstatning eller indgive en formel klage over sundhedsvæsenet. Selvom du rapporterer en utilsigtet hændelse, kan du stadig godt klage eller søge om erstatning. Du kan læse om dine muligheder for at klage på www.stpk.dk eller at søge erstatning på www.pebl.dk.