Anmeld rotter

Du skal anmelde det til Lejre Kommune, hvis du har mistanke om rotter. Brug selvbetjeningen her på siden.

Anmeld rotter 

Sammen bekæmper vi rotter

Luk alle
Åben alle

Bekæmpelse af rotter

Rotter må kun bekæmpes af autoriserede rottebekæmpere. Som borger vil du aldrig få udleveret rottegift.  

Hvis du har rotter indendørs vil du blive kontaktet hurtigst muligt, senest dagen efter din anmeldelse - også i weekenden. Ved rotter udendørs, bliver du kontaktet inden 3 hverdage. Du skal altid være tilstede ved første besøg.

Du skal ikke betale for at få besøg af rottebekæmperen, du har allerede betalt til ordningen via ejendomsskatten.

Udgiften til rottebekæmpelse i 2022 er på 14,876 promille af ejendommens vurdering. Det betyder i praksis, at du skal betale 148 kroner af hver million kr., som ejendommen er vurderet til.

I 2023 er udgiften 12,0625 promille af ejendommens vurdering.

Udgifter til udbedring af kloak, oprydning eller anden rottesikring skal du selv betale.

Tegn på rotter

Hører, lugter eller ser du disse ting, har du muligvis rotter

  • Gnavelyde og skarpe hvin på lofter og i hulmure
  • En stærk og ubehagelig lugt af kloak på lofter
  • Brune, fedtede løbespor på bjælker og langs vægge
  • Gnavehuller i mure, vægge og gulve
  • Reder på lofter og under gulve
  • Ekskrementer på omkring 0,5 x 1,5 centimeter
  • Huller i jorden uden opgravningsjord
  • Sammenfald i jorden over områder med kloakrør
  • Synkende fliser eller asfalt

Sådan sikrer du din bolig mod rotter

Som grundejer er du ansvarlig for at rottesikre og renholde din ejendom, så rotternes levemuligheder begrænses mest muligt. Rottesikring gælder også dine brønde og stikledninger.

Brud i kloak

Rotter kan ved brud i kloakken trænge ud - derfor:  

  • Løft dine kloakdæksler et par gange om året og tjek for grus eller jord – grus eller jord er tegn på en defekt i kloakledningen.
  • Hold øje med terrænet rundt om dækslerne. Hvis jorden sætter sig, kan det være tegn på fejl i kloakken.
  • Reparer dine kloakledninger og brønde hurtigst muligt, hvis de er defekte.

Begræns muligheden for føde

Hundelort, hønselort og rester af foder til husdyr, fx solsikkefrø, mejsebolde og hønsefoder er også foder til rotter.

Opbevaring af foder til husdyr, skal ske i lukkede beholdere.

Rotter, som er trængt ud af kloakken, er på evig jagt efter føde og redemuligheder - derfor:  

  • Sørg for at rottesikre hønsehuse, hønsegårde, kaninbure og andet dyrehold. 
  • Fjern spild ved fuglefodring dagligt. Generelt skal fugle fodres på fuglebræt eller foderautomat, som er minimum 1,5 meter over terræn. Sørg for at der er en fem centimeter høj kant om foderbrættets flade, så mindst muligt falder på jorden.
  • Ophør straks med fuglefodring, hvis der er rotter. 
  • Opbevar spiseligt affald utilgængeligt for rotter. 
  • Renhold mest muligt i og omkring dine bygninger.
  • Tjek, at din faldstammeudluftning er forsynet med vakuumventil og metalnet.
  • Sørg for generel bygningssikring såsom fastgjorte ventilationsriste og afløbsriste

Handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter 2021