Har du brug for et hjælpemiddel?

Du kan ansøge om et hjælpemiddel, hvis du har en varigt nedsat fysisk funktionsevne og dermed et varigt behov for at benytte et hjælpemiddel i dagligdagen.

Ansøg om hjælpemidler her

Luk alle
Åben alle

Hvem kan søge om hjælpemidler?

Du eller dit barn med et varigt fysisk eller psykisk handicap kan ansøge om et hjælpemiddel for at blive aflastet i hverdagen. Hvis du søger og kommunen bevilger et hjælpemiddel, kan du låne det gratis, eller du kan i særlige tilfælde få tilskud til, at du selv kan købe det. Din egen økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, eller hvor meget du kan få i tilskud. Tilskuddet er desuden skattefrit.

En ansøgning om et hjælpemiddel vil altid blive behandlet ud fra en konkret og individuel vurdering.

Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, hvis hjælpemidlet i væsentlig grad:

  • kan afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevne
  • kan lette dagligdagen i dit hjem
  • er nødvendigt i dit arbejdsliv

Du skal søge kommunen, inden du køber, og du kan få støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Ønsker du et dyrere hjælpemiddel, skal du selv betale den ekstra udgift.

Helbredstillæg for pensionister 

Pensionister har mulighed for at søge kommunen om almindeligt eller udvidet helbredstillæg til medicin, tandlæge, høreapparat, fysioterapi, fodterapi, psykologhjælp og kiropraktorbehandling.

Det er din økonomi, som afgør, om du kan få tilskud.

Du kan ansøge om helbredstillæg her.

Hvad kan et hjælpemiddel være?

Hjælpemidler kan være mange forskellige ting så som:

  • toiletforhøjer og badebænk til personlig pleje 
  • stok, rollator og kørestol
  • speciel arbejdsstol eller særligt bestik
  • en løs rampe, for at tilpasse adgangsforhold i din bolig

Forbrugsgoder

Forbrugsgoder er produkter, som massefremstilles og forhandles bredt til almindeligt brug i befolkningen. Du kan få tilskud til visse forbrugsgoder, hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap. Du kan få  støtte til forbrugsgodet, hvis det i væsentlig grad kan afhjælpe dig, lette dagligdagen i dit hjem, eller hvis det er nødvendigt, for at du kan udøve et erhverv.

En ansøgning om et hjælpemiddel vil altid blive behandlet ud fra en konkret og individuel vurdering.

Du kan ikke få tilskud til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx en almindelig seng, telefon eller tv.

Du kan få tilskud, hvis din udgift til forbrugsgodet er over 500 kr. Tilskuddet udgør 50 pct. af et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Hvis du grundet dit handicap behøver et forbrugsgode, som er dyrere end et almindeligt standardprodukt, betaler kommunen de nødvendige merudgifter.

Hvis forbrugsgodet udelukkende har til formål at afhjælpe dig grundet dit handicap, er det kommunen, som betaler anskaffelsesprisen.

Din personlige økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, og hvor meget du kan få i tilskud og tilskuddet er skattefrit. Hjælpen kan også ydes som lån. 

Frit valg af produkt

Når du har fået en bevilling på et hjælpemiddel, kan du i nogle situationer selv vælge, hvilket produkt du ønsker. Det gælder fx, når du har behov for engangshjælpemidler som bleer, stomiposer, testmaterialer til diabetes med mere.

Du kan højst få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have anskaffet hjælpemidlet til, og det må ikke være identisk med det hjælpemiddel, som kommunen kan skaffe fra sit hjælpemiddellager. Typisk drejer det sig om tekniske hjælpemidler.

Eksempel: Borgeren har fået bevilget en rollator af mærket X. På kommunens hjælpemiddellager findes en brugt rollator af dette mærke. Borgeren ønsker en fuldstændig identisk rollator af samme mærke, men en ny. I denne situation vil borgeren ikke kunne benytte sig af retten til frit at vælge leverandør.

Er dit hjælpemiddel gået i stykker?

Hvis dit hjælpemiddel er i stykker, skal du kontakte visitationen.

Det gør du nemmest telefonisk indenfor åbningstiderne på telefon nr. 4646 4646. Når du henvender dig, vil vi foretage en vurdering af om hjælpemidlet kan repareres, eller om du evt. skal ansøge om udskiftning. 

Ved akut behov for reparation
Et behov for en akut reparation defineres som et akut opstået funktionsstop af dit hjælpemiddel. Vi foretager kun akutte reparationer, hvis din helbredstilstand er truet.

Reparation udenfor åbningstid
Der foretages kun reparation udenfor alm. åbningstid på nedenstående typer af hjælpemidler:

  • Personløftere
  • Plejesenge
  • Joystick styrede el-kørestole
  • El-vendelagner
  • El-bade/bækkenstole
  • Vekseltrykmadrasser

Kontaktinformationer for akut reparation uden for åbningstid (dvs. efter kl. 15 på hverdage, i weekender og på Helligdage):
Husk at dette kun gælder hjælpemidler bevilget af Lejre kommune.

  • Hvalsø Plejehjem   Tlf.: 4089 4029
  • Bøgebakken Plejehjem  Tlf.: 4070 8551
  • Ammershøjparken Plejehjem   Tlf.: 6010 0435

Reparation af hjælpemidler inden for visitationens åbningstid - brug information til højre her på siden.

Har du mistet dit hjælpemiddel?

Du skal kontakte kommunen, hvis du har mistet dit hjælpemiddel, det er blevet slidt, skal repareres, ikke længere passer eller lignende.

Hjælpen ydes efter behov og en konkret vurdering.

Tro- og loverklæring ved genansøgning om hjælpemiddel

Hvis dit hjælpemiddel f.eks. er gået i stykker eller er slidt op, og du fortsat har behov for hjælpemidlet, kan du ansøge om at få det udskiftet. Det gør du ved at udfylde en tro-og loverklæring og sende den til Lejre Kommune.

En genbevilling af hjælpemidlet forudsætter, at dit funktionsniveau er uændret siden den seneste afgørelse, og at du har behov for et tilsvarende hjælpemiddel.

Ved at udfylde en tro- og loverklæring erklærer du, at dit behov, dit funktions- og aktivitetsniveau og dine forudsætninger for at bruge hjælpemidlet er identisk med det, der blev truffet afgørelse ud fra på bevillingstidspunktet. Afgørelsen for genbevilling vil dermed blive truffet ud fra tro-og loverklæringen, som vil læne sig op af de indhentede oplysninger på bevillingstidspunktet.

Hvis du har behov for et nyt produkt eller samme produkt i en anden størrelse eller med andet tilbehør, skal du ikke udfylde en tro- og loverklæring. Du kan lave en ny ansøgning, enten ved at udfylde ansøgningsskemaet til hjælpemidler og forbrugsgoder eller ved at kontakte Visitation & Hjemmepleje på telefon 46 46 46 46.

Det er kun ved genbevilling af hjælpemidler bevilget efter Servicelovens § 112, at du kan genansøge ved brug af en tro- og loverklæring.
Hvis du for eksempel er bevilget et forbrugsgode som udlån fra Lejre Kommune, skal du kontakte visitationen på telefon. Du kan også udfylde et nyt ansøgningsskema.

Du skal være opmærksom på, at det efter straffelovens § 161 er strafbart at afgive urigtige oplysninger i en tro og loverklæring.

Du finder tro- og loveerklæringen her

Sådan ansøger du

Hvis du ønsker at ansøge Lejre Kommune om støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode kan du udfylde et ansøgningsskema. Det finder du ved at benytte linket øverst på denne side. Det kan også findes på borger.dk.

Der er ikke et krav om, at en ansøgning om et hjælpemiddel skal være skriftlig (med undtagelse af kropsbårne hjælpemidler, der skal ansøges digitalt). Du kan derfor også ansøge mundtligt ved at kontakte Visitation & Hjælpemidler pr. telefon 4646 4610 og tale med en hjælpemiddelterapeut.

Hvad er der af sagsbehandlingsfrister?

Der er op til 16 ugers sagsbehandlingstid på din ansøgning.