Kollektiv trafik

Find information om kollektiv trafik i Lejre Kommune her på siden. Den kollektive trafik i kommunen består af tog, busser, skolebusser og flextur.

Læs mere om hvordan du bestiller flextur, rejsekort m.m.

Luk alle
Åben alle

Bestil flextur

Flextur

Movia tilbyder Flextur i Lejre Kommune. Med Flextur bestemmer du selv, hvor du vil hentes og sættes af.

Flextur samler flere kørsler i samme vogn, men du betaler kun for den direkte afstand mellem dine destinationer.

Du skal bestille Flextur senest to timer før, du vil hentes. Du kan benytte Flextur alle dage mellem kl. 06.00 og 23.00.

Du kan få yderligere information og bestille Flextur på www.moviatrafik.dk eller på telefon 70 26 27 27.

Her kan du læse om de aktuelle spørgsmål angående Flextur:

Spørgsmål

Svar

Hvad er Flextur?

Flextur - et tilbud når de almindelige buslinjer ikke passer til dit behov. En Flextur er ikke som en almindelig bustur. Det er en tur, du bestiller på det tidspunkt, du ønsker. En Flextur har ingen fast køreplan. Du bliver hentet ved kantstenen - af en minibus eller en taxa - men det er ikke taxakørsel. Du kører ofte sammen med andre, der også har bestilt kørsel. Så du kører ikke nødvendigvis den direkte vej, men betaler naturligvis kun for den direkte afstand til din destination. Alle kan benytte Flexture.

Hvordan bestiller jeg Flextur?

Du kan bestille din tur på nettet Flextrafik, via Movias app Flextrafik direkte fra din mobil eller på telefon 7026 2727. Du spare 10% hvis du bestiller via mobilappen. Læse mere på https://www.moviatrafik.dk/flexkunde/flextur

Hvornår kører Flextur?

Flextur kører alle dage fra kl. 6-23 i de kommuner, som er tilknyttet ordningen. Bestil din Flextur senest to timer før, du ønsker at blive hentet. Du får altid oplyst det præcise afhentningstidspunkt.

Hvor kan jeg komme hen med Flextur?

En Flextur er ikke som en almindelig bustur. Du kan nemlig blive hentet derhjemme, i rideskolen, i biografen, lægen, supermarked eller hvor som helst. Og du kan naturligvis blive kørt hjem igen. Du kan med andre ord bestille en Flextur til det tidspunkt, du ønsker, for en Flextur har nemlig ingen fast køreplan. Den bestemmer du! Med Flextur er du heller ikke afhængig af kommunegrænserne, så du kan køre på tværs uden problemer eller uden at skulle skifte transportmiddel. Du må gerne bestille Flextur på rejser hvor du ellers kunne have bruge rutebus eller tog.

Hvad koster Flextur?

Startgebyret er 45 kr., som dækker de første 10 km, herefter koster det 8 kr. pr. km. På ture der overstiger 20 km stiger km taksten til 15 kr. pr. km. efter de første 20 km.

Børn under 16 år (uden følgeskab af en voksen) betaler halv pris.

 

Bestil Plustur

I Lejre Kommune har det været muligt at køre med plustur siden d. 6. januar 2021.

Du kan benytte Plustur, når du skal steder hen, hvor bus eller tog ikke rækker. Alle kommuner med  grænse til Lejre kommuner tilbyder Plustur. Du bestiller og betaler Plustur via Rejseplanen, og her vises den kun, hvis en rejse opfylder kriterierne for at kunne køre med plustur.  Plustur koster 26 kr. uanset turens længde. 

Tog

I Hvalsø og Lejre finder du togstationer med regionaltog til og fra blandt andet København, Høje-Taastrup, Roskilde, Holbæk og Kalundborg.

Du kan finde køreplanerne til og fra Hvalsø og Lejre her.

Skolebusser

Formålet med skolebusserne er at køre skoleelever til og fra skole, hvilket køreplanerne afspejler.

Her kan du se buslinjerne til skolerne. Du finder køreplanerne på Movias hjemmeside.

  • Bramsnæsvigskolen: 219, 228 og 231
  • Hvalsø skole: 215, 219 og 236
  • Kirke Hyllinge skole: 219, 221, 230R og 228
  • Kirke Såby skole: 236 og 219
  • Osted skole: 215, 240 og 207

Trællerupskolen har lukket skolebuskørsel

Allerslev Skole har lukket skolebuskørsel

Rejsekort

Rejsekort er et billetsystem, der samler alle landets takstområder, rabatordninger, trafikselskaber og billetsystemer i ét fælles system.

Rejsekortet fungerer i alle busser, tog og metro på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Kortet fungerer herudover i DSB's og Arrivas tog i hele landet og i busser og lokalbaner flere steder i Jylland.

Rejsekortet indeholder en chip, som gør det muligt at registrere og afregne, hvor du rejser. Med en tank-op-aftale bliver der overført penge fra dit dankort, hver gang saldoen på dit rejsekort når et vist minimum.

I stedet for papklippekortene kan du bestille et rejsekort, som du kan benytte i alle busser, tog og metro i hele hovedstadsområdet, på resten af Sjælland, Lolland, Falster og Møn, Sønderjylland, Nordjylland samt i alle DSB- og Arriva-tog i hele Danmark.

Læs mere om rejsekort her.

Rejsekort til erhverv

Rejsekort erhverv er et rejsekort, som en institution, skole, myndighed, organisation eller virksomhed ejer og låner ud til sine medarbejdere til rejser med bus, tog og metro.

Rejsekort erhverv:

  • gør det nemt at samle alle institutionens/myndighedens rejser med bus, tog og metro
  • giver hurtigt overblik over rejser med månedlige forbrugsoversigter
  • kan deles mellem flere medarbejdere
  • gør det enkelt at rejse flere sammen på ét kort - helt op til 29 personer
  • har altid en tank-op-aftale - og skal aldrig tankes op manuelt
  • kan bruges som supplement til skoleklasse- eller institutionskort.


Yderligere information kan også ses på www.rejsekort.dk/erhverv.

Cykel med i bussen

Husk, at du gerne må tage din cykel med i bussen.

Du må medbringe én cykel

Adgangen gælder kun almindelige cykler og ikke ladcykler eller lignende

Det er chaufføren, der bestemmer, om der er plads til din cykel

Du skal købe en cykelbillet forud for turen. Billetten kan købes via app'en Mobilbilletter eller en sms med teksten "Cykel" til 1415. Desuden kan du tage cyklen med på dit rejsekort. Du skal bare huske at checke cyklen ind på en rejsekortautomat eller hos chaufføren.