Tak for Lejre Erhvervstræf 2023

Torsdag den 26. oktober 2023 løb årets største erhvervsevent i Lejre Kommune af staben, denne gang i samarbejde med Lejre Erhvervsforum. Herslev Bryghus lagde en stemningsfyldt ramme til dagen, hvor mere end 100 deltagere tog et kig ind i fremtiden og fik ny viden om bl.a. kunstig intelligens, bæredygtighed og ledelse.

Skrevet den. 8. december 2023

Hvordan kommer kunstig intelligens til at revolutionere vores arbejde, og bliver det fremtidens kollega? Hvordan balancerer man som lille virksomhed profit og planet? Hvordan kan man forberede sin virksomhed på uventede situationer og maksimere mulighederne for succes? Det var nogle af de spørgsmål, deltagerne på Lejre Erhvervstræf fik inspiration og ny viden til at besvare.

Dagen startede med et indlæg ved Mount Everest-bestiger Lene Gammelgaard, en internationalt anerkendt foredragsholder, forfatter og eventyrer, der har inspireret mennesker over hele verden. Hendes foredrag fokuserede på ledelse, motivation og virksomheders overlevelse i tider med store omverdensforandringer. Hendes råd lød blandt andet:

  • Det ser altid umuligt ud - ind til det er gjort.
  • Find det, du brænder for, og omsæt det til leveværdige i morgener. 
  • Resultater starter som tanker.
  • Du kan programmere din egen bio-computer, hjernen, med dine mål.
  • Tydelige og konkrete mål kan fungerer som din egen lille programstrimmel, der holder dig på sporet.
  • Gør dig klar til fremtiden ved at spørge dine fem vigtigste kunder om, hvad de forventer at blive ramt eller optaget af i fremtiden. Det er en måde at scanne fremtidshorisonten på, og gøre dig klar til fremtiden. 

Efterfølgende bød programmet på tre parallelle workshop-spor, hvor deltagerne dykkede ned i kunstig intelligens, modstandsdygtighed og ESG. Dagen blev rundet af med frokost, paneldebat med lokale virksomheder, overrækkelse af årets Erhvervspris til Godis Grønt, og mulighed for at netværke med andre deltagere. 

frokost