Mange borgere i Lejre Kommune kan stadig få gratis influenzavaccination

Lejre Kommune deler Sundhedsstyrelsens opfordring til visse risikogrupper om at tage imod en gratis vaccination mod influenza.

Skrevet den. 18. november 2021

Der er endnu et stykke til Sundhedsstyrelsens mål om, at 95 % af borgere i risikogruppen bliver vaccineret mod influenza i år.

Siden den 1. oktober har personer i særlig risiko kunnet få vaccinationen gratis hos lægen, på apoteket eller der, hvor de plejer at blive vaccineret. Over 1.200.000 personer på landsplan har allerede fået vaccinationen, men særligt blandt yngre personer med kronisk sygdom, gravide i 2. og 3. trimester og børn i alderen 2-6 år er der stadig mange, der ikke er blevet vaccineret.

-   Vi er på vej ind i en vinter, hvor vi er meget bekymrede for, at mange bliver syge og også alvorligt syge af de infektioner, der er i omløb. Vaccination mod influenza bidrager til at forebygge alvorlig sygdom hos sårbare personer, og hvis færre bliver alvorligt syge, kan vi også aflaste vores sundhedsvæsen i en tid, hvor det oplever et stort pres. Derfor opfordrer vi dem, der endnu ikke har fået deres vaccination mod influenza, til at få det gjort, før influenzasæsonen tager fart, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Ligesom i resten af landet ligger dækningen i Lejre Kommune et stykke under målsætningen, og derfor støtter kommunen op om Sundhedsstyrelsens opfordring:

-   Vacciner er et godt skjold mod smitsomme sygdomme som covid-19 og influenza, som kan ramme sårbare borgere ekstra hårdt. Derfor vil jeg anbefale alle, der har muligheden, at tage imod den gratis vaccine, inden vinteren for alvor sætter ind. Og der er mulighed for at slå to fluer med et smæk og blive vaccineret mod begge sygdomme på samme tid, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at børn på 2-6 år bliver vaccineret mod influenza for at beskytte børnene selv og deres familier mod sygdommen. Børn bidrager i høj grad til at sprede influenzasmitten i samfundet, og mange vaccinerede børn kan således bidrage til at inddæmme smitten og dermed beskytte sårbare borgere mod alvorlig sygdom og indlæggelse.

Fakta:

Dækning i Lejre Kommune (Kilde: Sundhedsstyrelsen)
Borgere +82 år: 73,49 %
Borgere 65 – 81 år: 73,18 %
Gravide i 2. og 3. trimester: 27,27 %
Andre i særlig risiko: 17,20 %
Børn 2 – 6 år: 11,29 %

Kontakt

Presse- og Kommunikationsansvarlig Jesper Benzon Jørgsholm, Lejre Kommune. Pressetelefon 40 30 77 22 (modtager ikke sms). E-mail: jebjo@lejre.dk 

Borgmester Carsten Rasmussen, Lejre Kommune. Tlf. 20 26 13 00. E-mail: carr@lejre.dk 

Fakta om det gratis tilbud om influenzavaccination

Følgende grupper anbefales en influenzavaccination:

  • Alle personer, der er fyldt 65 år
  • Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
    o Kronisk lungesygdom
    o Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    o Diabetes 1 eller 2
    o Medfødt eller erhvervet immundefekt
    o Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    o Kronisk lever- og nyresvigt
    o Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Børn på 2-6 år (OBS! Vaccinationen gives som næsespray)
  • Personer med svær overvægt med BMI > 35
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt
  • Personale i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og
    behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza
  • Børn og voksne med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

Du kan læse mere om målgrupperne og vaccinen på: https://www.sst.dk/da/Influenza