Borgmester Tina Mandrups tale ved flagdagen for veteraner

Tirsdag den 5. september talte Borgmester Tina Mandrup på den årlige flagdag for Danmarks udsendte. (Det talte ord gælder).

Skrevet den. 6. september 2022

Mange tak. 

Nelson Mandela tilbragte 27 år af sit liv i fængsel. Her fik den sydafrikanske politiker og frihedskæmper jævnligt besøg af Røde Kors.  

Røde Kors sikrede sig, at Mandela var sund og rask. At han blev behandlet humant. Og ikke mindst: At han ikke bare forsvandt sporløst – som så mange andre aktivister under Apartheid-styret. 

En dag sagde Nelson Mandela til en medarbejder fra Røde Kors: 

”Det vigtigste er ikke det gode, I gør – men det onde, I forhindrer”. 

Og da jeg skulle tale her i dag, tænkte jeg, at den sætning på mange måder også passer godt på soldater, som rejser ud i dansk tjeneste: 

”Det vigtigste er ikke det gode, I gør, men det onde, I forhindrer”. 

Og at forhindre det onde er jo netop også at gøre det gode. 

At forhindre det onde er meningsfuldt. Så meningsfuldt, at vi som land med åbne øjne sender unge mænd og kvinder af sted. Skiller dem fra deres familier og deres trygge liv i Danmark. Sender dem i felten – ofte med livet som indsats. 

Forhåbentlig opleves det også meningsfuldt for alle dem, der rejser ud. For alle jer, der har været derude. 

Formålet er som regel klart nok – om det så er på Balkan, i Mellemøsten eller i Afghanistan. Nogle gange gælder det om at beskytte en skrøbelig fred. Andre gange om at forsvare en udsat civilbefolkning, der er fanget i en væbnet konflikt.  

At gøre dét kræver mandsmod og kvindemod. Det kræver, at I kan sætte hensynet til jer selv og jeres nærmeste til side i en større sags tjeneste. 

Og det har altid en pris. Jeg ved det. Jeg har selv som mor oplevet, hvad det vil sige at skulle undvære sin søn. Han var sidste år udsendt til Afghanistan. Her gjorde han tjeneste med den danske mission i Kabul.  

Min søn var på det sidste danske hold – holdet, der lukkede den danske mission ned. I bevidstheden om, at nu forlader vi ikke bare landet Afghanistan – vi forlader et folk. Og vi forlader ikke bare et folk, fordi de nu kan stå på egne ben. Vi forlader et folk i armene på fjenden, Taleban. Den er mentalt hård! 

Så ja, det har sin pris. For jer, der rejser ud, og for os, der bliver hjemme. Hjemme, men altid med en del af hjertet og tankerne derude, hvor vi ikke selv kan være med. Og altid med håbet om, at det går godt.  At det er indsatsen værd. 

Jeg må indrømme, at jeg af og til selv har været i tvivl. Som nu sidste år, hvor vi så tyve års dansk indsats i Afghanistan styrte i grus. På uhyggelig kort tid. Mange soldaters liv var gået tabt undervejs. Ja, alene Danmark har mistet 44 mænd og kvinder i Afghanistan. 241 er blevet såret. 

Var det det virkelig værd? Det er vi nødt til at tro på. Og jeg har gennem tiden hørt nogle af de samme overvejelser fra Danske veteraner: Var det indsatsen værd i Afghanistan? Var det indsatsen værd i Bosnien? 

I sidste ende giver det måske ikke så meget mening at diskutere udfaldet af den enkelte mission. For når I rejser ud – og når jeg som mor siger farvel til min søn….farvel og forhåbentlig på gensyn – ja, så er det jo et højere princip, der styrer. Så er det vores tro på, at vi som land og som verdenssamfund er nødt til at stå sammen og kæmpe for det gode. For medmenneskeligheden. For freden. For en verden, hvor vi alle sammen kan leve i nogenlunde tryghed. 

Det er det princip, og det er den overbevisning, der får os til at sende vores unge mænd og kvinder af sted. Vores sønner og døtre. Vores søstre og brødre. Vores kæreste, mand eller hustru. Og ikke mindst: En far eller en mor. 

I betaler – og I har betalt – en høj pris for det. Det ved jeg. Også selv om det ikke altid er en pris, som er synlig. Der er altid en pris. Det er derfor, vi i dag markerer flagdagen for Danmarks udsendte. Vi gør det for at hylde jer, der har sat hensynet til jer selv til side – af hensyn til et højere princip. 

Vi hylder jer som en erkendelse af, at det er det mindste, vi kan gøre. For der er så meget, vi ikke kan. Så meget, vi ikke har adgang til. Jeres oplevelser og erfaringer, for eksempel. Når jeg står her, så ved jeg ikke, hvordan det er at være jer. Jeg ved ikke engang, hvordan det er at være min søn. Jeg kan gisne, men jeg kan ikke vide det. Det kan I kun selv. 

Netop derfor er det også så godt, at I har den her veterancafe. Som et fristed, hvor I kan mødes. Et fristed, hvor I kan dele jeres tanker og erfaringer. Og nogle gange måske slippe for tankerne og al den snak – og i stedet bare være til. Herude tæt på naturen. Og ja, på et museum fuldt af krigsmateriel. 

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke altid helt forstår dét: At netop et krigsmuseum skulle være det perfekte sted at finde ro. Ville et mere neutralt sted uden mindelser om krig ikke være bedre? Ikke for jer. For jer giver det mening, at I samles netop i disse omgivelser. Og det beviser jo bare, hvad jeg sagde lige før: At vi kan forsøge at forstå jer, men aldrig helt sætte os i jeres sted. 

Så det er godt, at I har hinanden her i veterancafeen. Og det er fornemt, at Egholm Museum og Rikke Falck så generøst har stillet de helt rigtige rammer til rådighed for jeres fællesskab. 

Nå, måske har jeg faktisk talt lidt for meget om forståelseskløften. Kløften mellem jer, der rejser ud, og os, der bliver tilbage. For måske er det en forestilling, som vi kommer til at cementere unødigt, hvis vi taler for meget om den. Måske skal vi alligevel øve os i at tale hen over kløften? 

Jeg ved, at I lige er vendt hjem fra jeres tur til Bornholm – en tur, hvor veteraner og pårørende var sammen. Og hvor er det en god ide. Sådan en tur kunne jeg godt forestille mig selv at tage med på. For at blive klogere. Og for at finde et fælles sprog. 

Lige om lidt vil Ole Blickfeldt kort fortælle om noget, hvor vi i hvert fald har fundet et fælles sprog: Lejre Kommunes nye veteranpolitik. Den er jo resultatet af et rigtig godt samarbejde mellem jer og Lejre Kommune. Og det vil jeg som borgmester også meget gerne sige jer stor tak for. 

Men først og fremmest: Mange tak, fordi I som udsendte har tjent Danmark og en større sag. Tak fordi, I er vendt hjem og indimellem inviterer os indenfor. 

Og så vil jeg slutte med endnu et Nelson Mandela-citat. Det er passende nok fra en tale, som han holdt for Røde Kors, kort før han fyldte 85 år. Her sagde han: 

”I sidste ende lever ondskaben altid i frygt for – og med truslen fra – den kompromisløse vilje til retfærdighed, rimelighed og menneskelig medfølelse.” 

Retfærdighed, rimelighed og menneskelig medfølelse. Det er den vilje – det er den stålsathed – I er et levende bevis på. Mange tak for det. 

Om lidt vil vi udvise vores største respekt for dem, der gav det største offer: Med en krans i dybeste ærbødighed.

Tak for ordet.