Husstandsvindmølle: Mulighed for grøn og hjemmelavet energi  

Drømmer du om egen, grøn energi? Så er en husstandsvindmølle måske en løsning for dig. Lejre kommune har samlet relevante informationer for at hjælpe dig, der overvejer en husstandsvindmølle. 

Skrevet den. 28. februar 2023

Der kan være mange gode grunde til at overveje at opsætte en husstandsvindmølle: Økonomi, bæredygtighed og uafhængighed af energiforsyningen. Men der er også en del barrierer i lovgivningen.  

Lejre Kommune ønsker at fremme indsatser, der kan nedsætte forbruget af fossile brændstoffer. Derfor gives normalt landzonetilladelse til husstandsvindmøller, medmindre opsætningen strider mod gældende lovgivning om f.eks. støj og placering. På hjemmesiden har Lejre Kommune samlet de vigtigste informationer for at hjælpe ansøgere godt igennem processen.  

 - Der skal mere fart på den grønne omstilling, og ikke mindst skal private initiativer mødes positivt. I Lejre Kommune vil vi derfor rigtig gerne imødekomme ansøgninger om husstandsvindmøller, og administrationen står klar til at hjælpe ansøgere godt igennem processen. For det er ikke helt nemt. Der er en række krav og hensyn, som den danske lovgivning byder os at overholde. Det er ikke alle steder, der kan gives tilladelse til at rejse møller. Det kan vi ikke lave om på – men vi kan gøre det så overskueligt og nemt for borgerne som muligt, siger borgmester Tina Mandrup.  

En husstandsvindmølle er under 25 meter fra vingespids til fod. Lejre Kommune giver normalt tilladelse til husstandsvindmøller, der placeres i tilknytning til ejendommens bygninger i landzone, hvis landskabs-, natur- og kulturværdier ikke forringes.  
lejre.dk/vindmølle har Lejre Kommune beskrevet de gældende regler. Ansøgere er også velkomne til at kontakte landzone@lejre.dk, hvis de har yderligere spørgsmål om husstandsvindmøller.