Rejsegilde på Hvalsø Børnehus: En hyldest til håndværkerne

Tirsdag den 7. november holdt Lejre Kommune rejsegilde på Hvalsø Børnehus. Traditionen tro blev håndværkerne fejret med tale og pølsevogn

Rejsegilde hos Hvalsø Børnehus
Rejsegilde hos Hvalsø Børnehus

Skrevet den. 8. november 2023

I er nok vant til at kæmpe mod tiden – men denne sommer har I også skullet kæmpe mod elementerne. Kombinationen af en særlig våd sommer og vores lerede jord, har udfordret jer. I har kæmpet tilbage og der er fundet løsninger. Og jeg er begejstret over at erfare, at indflytningen på trods af udfordringerne kun er få uger forsinket. Det er et tegn på jeres dedikation og professionalisme”, sådan sagde borgmester Tina Mandrup i sin tale til de mange håndværkere og samarbejdspartnere, der stod i ly for regnen under det netop færdigrejste tag på Hvalsø Børnehus.

Om bare 6 måneder fyldes de endnu meget rå rammer af nye børn, der skal gøre Hvalsø Børnehus til deres. Og hvilke rammer: Børnehuset er bygget med tanke på både bæredygtighed og det gode børneliv.
Det, der lige nu ligner en mudderpøl, vil med landskabsarkitektens grønne ideer blive til en spændende legeplads – tæt koblet til den omliggende natur.
Og indenfor skabes lyse og imødekommende pædagogiske læringsmiljøer, der er tilpasset de forskellige aldersgrupper. Et moderne børnehus i høj kvalitet – bygget til børn.

Opskrivning til Hvalsø Børnehus er åben

Børnehuset i Hvalsø får plads til cirka 130 vuggestue- og børnehavebørn og skal ledes af Mette Svarrer, der i dag er leder i Solsikken.
Børnehusets vuggestue-del er allerede startet op i midlertidige lokaler, og flyttes til det nye børnehus, når dørene slås op 15. juni 2024.

Ventelisten til Hvalsø Børnehus er åben nu