Lejre Kommune inviterer virksomhederne ind i skolerne – og skolerne ud i virksomhederne 

Et brev fra borgmesteren til alle virksomheder skal sætte ekstra skub i samarbejdet

Skrevet den. 27. oktober 2023

”Hvad kan jeg blive”, er et stort spørgsmål, som man engang kunne finde svar på i en bog af samme navn. I dag ved vi, at unges præferencer for uddannelse og karriere ofte præges af det, de kender hjemmefra eller fra vennerne. For at hjælpe de unge med at udforske mulighederne og vælge fra en større palet inviterer Lejre Kommune nu alle virksomheder til at samarbejde med grundskolerne. 

”Det er vigtigt, at vi giver vores unge mennesker et indblik i de mange muligheder, der findes, så de kan træffe deres uddannelsesvalg på et oplyst grundlag. Her spiller virksomhederne en vigtig rolle. For her bliver drømme og forestillinger meget konkrete. Derfor spørger vi nu alle virksomheder, om de vil med ind i skolen og møde fremtidens medarbejdere. Det kan være ved at bruge erhvervspraktikanter, invitere på virksomhedsbesøg eller være en del af en undervisningscase, hvor eleverne kan løse autentiske problemer”, fortæller borgmester Tina Mandrup, der er afsender på et brev, som alle virksomheder har modtaget. 

I brevet inviteres både offentlige og private virksomheder til at komme med bud på, hvordan de vil samarbejde med skolerne. Det kunne f.eks. være ved, at:  

- Skolen får besøg af fx en tømrer, som deltager i matematik og underviser i målestoksforhold med eksempler fra tømrerens verden. Eller en procesoperatør, som viser, hvordan computer og fabriksmaskiner fungerer sammen.  

- Virksomheden får besøg af en skoleklasse, som får en rundvisning og et indblik i virksomhedens hverdag.  

- Virksomheden er dommer ved Lokalfinalen i opfinderforløbet Edison; en landsdækkende opfinderkonkurrence, hvor alle elever fra 6. klasse skal finde på kreative løsninger og bruge deres kompetencer indenfor entreprenørskab, innovation og teknologi. 

På vej mod ambitiøse mål 

Lejre Kommune har et mål om, at flere elever, og mindst 24 %, vælger en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Derfor er det vigtigt, at skal alle udskolingselever tidligt får indsigt i arbejdsmarkedets mange erhvervsmuligheder. Det gøres på flere måder: 
Erhvervspraktik er obligatorisk på 8. årgang, så de unge får konkret erfaring fra en offentlig eller privat virksomhed. Alle folkeskolernes 7. og 8. klasser gæster desuden DM i Skills til april 2024. Her kan eleverne på en sjov måde blive klogere på alle erhvervsuddannelserne, når erhvervsskolernes bedste elever konkurrerer om at være den bedste i Danmark.

Og Lejre Kommune er godt på vej mod målet – det ses bl.a. med Ørneprisen, som Lejre Kommune netop har fået tildelt af Børne- og Undervisningsministeriet for at være den kommune, der har haft den største stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne sammenlignet med året før. 

Lejre Kommune har siden 2018 haft en partnerskabsaftale med Dansk Industri og erhvervsuddannelsesinstitutionerne i Roskilde om at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. Partnerskabsaftalen er netop blevet forlænget til og med 2025, og her er der allerede gode initiativer i gang og flere på tegnebrættet.  F.eks. arbejdes der med at understøtte praktikforløbene med inspirationsmateriale til lærerne, som de kan bruge i dialogen med de unge før, under og efter praktikken. 

Alle private og offentlige virksomheder har fået tilsendt spørgeskemaet i e-Boks. Hvis man ikke har modtaget brevet, kan man skrive til erhverv@lejre.dk og få et link tilsendt.