Lejre Kommune vinder Ørneprisen: Stor stigning i unge, der vælger erhvervsuddannelse

Skrevet den. 9. oktober 2023

Børne- og undervisningsministeren har uddelt Ørneprisen 2023 til Lejre Kommune. Ørneprisen gives til den kommune, der har haft den største stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne sammenlignet med året før.

I 2022 søgte 15,9 procent af 9. og 10. Klasses-eleverne i Lejre Kommune en erhvervsuddannelse. I 2023 er andelen af ansøgere steget til 22,5 procent. Stigningen på 6,6 procentpoint gør Lejre Kommune til dette års højdespringer og dermed vinder af Ørneprisen.

”Det er ingen hemmelighed, at alt for få unge vælger den praktiske vej efter folkeskolen. Og vi har alle sammen et ansvar for, at flere vælger at blive tømrere, elektrikere eller social- og sundhedsassistenter. Behovet for faglærte bliver nemlig på ingen måder mindre i fremtiden, hvor vi blandt andet skal gennemføre den grønne omstilling, og der kommer flere ældre. Derfor glæder det mig også, at Lejre og en række kommuner lykkes med at få de unge til at vælge den faglærte vej.” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Det er er fjerde år i træk, at Børne- og Undervisningsministeriet uddeler Ørneprisen. Med prisen følger et diplom og en prissum på 100.000 kroner. Ørneprisen er tidligere blevet uddelt til Ballerup Kommune i 2020, Rebild Kommune i 2021 og Hvidovre Kommune i 2022.

Flere værktøjer i brug
“Det gør mig glad, at Lejre Kommune skiller sig ud på netop dette punkt. Vi gør en målrettet indsats for at fortælle de unge, at der er andre veje efter folkeskolen end at fortsætte i gymnasiet. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at den ene uddannelse ikke er bedre eller finere end den anden. Det vigtigste er, at alle unge træffer deres valg på et oplyst grundlag og ud fra deres egne forudsætninger og interesser”, siger Borgmester Tina Mandrup.

Lejre Kommunes 6. og 7. klasser har de sidste par år været en del af Projekt Edison – en landsdækkende opfinderkonkurrence, som skal vække elevernes interesse for entreprenørskab og iværksætteri. Det er en del af den partnerskabsaftale, som Lejre Kommune har indgået med Dansk Industri, Roskilde Tekniske Skole, Roskilde Handelsskole og ZBC i Roskilde.

Noget andet, der skiller Lejre ud fra andre kommuner, er et tilbud om vejledning for alle unge: Alle elever i 8., 9. og 10. klasse på Lejre Kommunes skoler modtager individuelle vejledningssamtaler. De handler om, hvad de unge selv synes, de er gode til, og hvad der interesserer dem, og det bliver holdt op imod de muligheder for job og uddannelse, som de enkelte brancher tilbyder.