Falck åbner ny ambulancestation i Kirke Hyllinge

Skrevet den. 5. september 2023

Fra den første februar vil der i dagtimerne være en bemandet ambulance mere i Lejre Kommune.

Ambulancestationen i Kirke Hyllinge er en del af den nye ambulancekontrakt mellem Falck og Region Sjælland.

Stationen vil huse en ambulance, der skal sikre hurtig og avanceret præhospital behandling til nærområdet. 

”Jeg hilser Falcks nye ambulancestation i Kirke Hyllinge særdeles velkommen. Tid er ofte en helt afgørende faktor, hvis man får brug for en ambulance med udrykning. Derfor er det rart at vide, at der centralt i Lejre Kommune er både en bil og et mandskab, som står klar. Den nye ambulancestation føjer sig til den døgnbemandede ambulance i Hvalsø og til vores nødbehandlerbil, der har base i Kirke Hyllinge. Nu får vi et endnu stærkere beredskab i kommunen og dermed en øget tryghed for borgerne,” udtaler Tina Mandrup, Borgmester i Lejre Kommune.