Ny børne- og ungepolitik: Nu spørger vi dig! 

Lejre Kommune arbejder på en ny børne- og ungepolitik, der skal sætte retningen for arbejdet med at skabe gode børne- og ungeliv. Nu kan du give dine input til politikken, før den gøres færdig.

Skrevet den. 14. februar 2024

Lejre Kommunes nye børne- og ungepolitik er på vej. Den nye politik er summen af en stor research. Flere end 230 borgere er kommet med input: børn, unge, forældre og fagfolk. Kommunen over har der været afholdt forældrebestyrelsesmøder, personalemøder, elevrådsmøder m.m. om netop dette emne: Hvad er det gode liv for børn og unge i Lejre Kommune?  Nu spørger Lejre Kommune borgerne. Fra 15. februar til 3. marts kan alle via hjemmesiden vores.lejre.dk give deres input til politikken, før den gøres helt færdig.  

“Vi åbner en digital platform, hvor vi deler vores foreløbige tanker om børne- og ungepolitikken og inviterer til, at alle borgere kan give deres input til, om vi er på rette vej. For selvom vi allerede har været i dialog med en masse borgere, er det jo langt fra alt, som kan komme med, når det hele skal koges ned til en god og overskuelig politik. Så nu vil vi gerne høre, hvad borgerne synes om de valg, vi har truffet. For vi skal skabe de gode børne- og ungeliv sammen” siger udvalgsformand Lotte Greve, der selv har været med ude til nogle af de mange arrangementer, hvor børn og voksne er kommet med input. 

Politik på en plakat

Der er et større redigeringsarbejde i gang. For de mange input fra researchfasen og borgernes inputs fra vores.lejre.dk skal blive til en politik, der kan formidles på en plakat: 

“Vi ønsker ikke en lang politik med mange detaljer. Vi ønsker en politik der nemt kan formidles - også til de børn og unge, som det hele handler om. Politikken skal sætte den fælles retning, og så skal der være plads til, at man lokalt kan fortolke den. Så ambitionen er, at politikkens centrale budskaber skal kunne formidles på en plakat, som kan hænge i børnehaver, skoler, sfo’er, haller... ja alle steder, hvor der kommer børn og unge samt de voksne, der er en del af deres liv. Det, tror vi, giver mest mening”, fortæller Lotte Greve.  

Når den digitale borgerinddragelse er slut 3. marts, arbejder Udvalget for Børn & Ungdom videre med politikken. I slutningen af maj kommer den endelige politik i høring - og så kan den forventes vedtaget af kommunalbestyrelsen i august. 

Den nye politik afløser den forrige Børne- og ungepolitik der er fra 2007.

Giv dit input til den nye børne- og ungepolitik her

Se mere på Lejre.dk/politikker